Alkohol og stoffer – derfor er det farligt

Få hjælp i dag

Alkohol og stoffer: 5 grunde til at det er farligt

Det er farligt at drikke alkohol og tage stoffer, fordi det kan ødelægge din krop, føre til psykiske problemer og påvirke dine evner til at træffe rationelle beslutninger. Derfor har vi samlet 5 grunde til, at det er farligt at blande alkohol og stoffer, og vi har listet eksempler på typiske kombinationer af stoffer med alkohol.

Alkohol og stoffer er en farlig cocktail

Det kan være farligt at indtage alkohol, mens man er påvirket eller indtager euforiserende stoffer – eller omvendt. Det er en kombination, som kan have alvorlige konsekvenser for din krop og dit psyke. Derfor bør du aldrig blande alkohol og stoffer.

Mange unge kombinerer alkohol og stoffer, når de tager i byen, men det er en farlig cocktail, som kan have fatale konsekvenser.

Lad os hjælpe

Har du brug for hjælp til at håndtere et misbrug eller har du brug for hjælp til en pårørende, så kontakt os helt anonymt.

5 grunde til at det er farligt at blande stoffer og alkohol

Hvis man blander alkohol og stoffer, kan det føre til en lang række fysiske eller psykiske problemer. Her er 5 af de vigtigste grunde til, at det er farligt at blande rusmidler.

Alkohol og stoffer derfor er det farligt

1) Det kan føre til ulykker

Blander du alkohol og euforiserende stoffer, kan det føre til ulykker. Det er ofte en kombination af alkohol og hash, der er årsagen til ulykker, fordi de to rusmidler påvirker hukommelsen og reaktionsevnen.

Når man indtager rusmidler svækkes dømmekraften, og man bliver mere risikovillig. Det kan betyde, at man tager stoffer, som man egentlig ikke burde, og at man gør ting, som man normalt ikke ville gøre.

2) Det kan føre til overdosis

Blander du alkohol og euforiserende stoffer, øger du risikoen for at få en overdosis. Det sker, fordi det bliver sværere at dosere indtaget, når man blander to rusmidler. Samtidig kan forskellige stoffer have hver sin virkning på kroppen, og derfor kan det være svært at forudsige, hvordan kroppen vil reagere på en given kombination.

En overdosis kan være livsfarlig, så det er vigtigt at kende sin egen grænse og ikke indtage for meget af et rusmiddel.

3) Det kan føre til alvorlige psykiske problemer

Ved at indtage rusmidler er der altid risiko for at udløse eller forværre latente eller eksisterende psykiske sygdomme. Blander du alkohol og euforiserende stoffer, øger du risikoen for at udvikle alvorlige psykiske problemer som f.eks. psykose eller depression.

De psykiske problemer kan være varige og mere alvorlige, hvis man allerede har en psykisk sygdom, og derfor er det særligt farligt for denne gruppe at blande alkohol og stoffer.

4) Det kan skade din lever og andre organer

Alle rusmidler er gift for kroppen, og indtag af både stoffer og alkohol skader dine organer. Alkohol og stoffer tærer særligt på levercellerne, og det kan føre til leverbetændelse eller leverskader. Samtidig påvirker rusmidler også hjernen og centralnervesystemet, og mange rusmidler er giftige for hjertet.

Når man blander en cocktail af stoffer og alkohol, forværrer man altså skaderne på organerne, og det øger risikoen for at udvikle kræft, hjerte-kar-sygdomme, leverbetændelse, og det kan medføre skader på både hjerne og lunger.

5) Det kan føre til afhængighed og skade sociale relationer

Blander man alkohol og stoffer, øger man risikoen for at udvikle et misbrug af rusmidler, og det kan medføre alvorlige sociale konsekvenser, såsom at man mistrives og får problemer med familie og venner.

Afhængigheden sker, fordi de fleste rusmidler indeholder stoffer, der er vanedannende i varierende grad. Ved et hyppigt indtag udvikler man desuden en tolerance over for de rusmidler, man indtager, og derfor er man nødt til at indtage stadig større mængder for at opnå den samme virkning.

Bliver man afhængig af stoffer og alkohol, kan det medføre, at man mister sit arbejde, og at man havner i et kriminelt miljø.

Kombinerer man alkohol og stoffer kan det være svært at afgøre, hvordan man reagerer på rusmidlet, og derfor kan man være tilbøjelig til at tage mere for at få en stærkere virkning. Ligeledes er det også svært at afgøre, hvilket af rusmidlerne, der er ansvarlig for den afhængighed eller psykose, man udvikler, og det betyder, at det er meget sværere at behandle misbrugeren.

Eksempler på farlige kombinationer

Alkohol og hash

Blander du alkohol med hash, kan virkningen være meget uforudsigelig. Begge stoffer er sløvende, og derfor forstærkes effekten, hvilket øger risikoen for ulykker. Det bliver samtidig sværere for dig som bruger at afgøre, hvor meget af hvert rusmiddel, der er nok til at have en sikker og behagelig oplevelse. Det kan øge den hallucinogene virkning i hash, og det kan føre til psykiske skader eller farlige handlinger.

Alkohol og kokain/amfetamin

Blander du alkohol med et indtag af amfetamin eller kokain, er der en større risiko for at få en alvorlig forgiftning. Amfetamin og kokain er opkvikkende, og derfor kan du ofte drikke alkohol uden at føle dig fuld. Det betyder også, at man typisk vil drikke mere alkohol, når man samtidig er påvirket af amfetamin eller kokain. Dermed øger man risikoen for en alvorlig alkoholforgiftning, og kombinationen kan også medføre hjertebanken, kramper, slagtilfælde eller psykoser.

Alkoholforgiftning kan være livsfarligt. Når rusen fra amfetaminen eller kokainen aftager, vil den opkvikkende virkning forsvinde, og man risikerer at dø af forgiftningen. Simpelthen fordi kroppen går i chok over den store mængde alkohol, når der ikke er en opkvikkende virkning samtidig.

Alkohol og ecstasy/MDMA

Blander du alkohol med MDMA eller ecstasy, risikerer du at blive alvorligt dehydreret. En af de farligste bivirkninger med MDMA er, at man let bliver dehydreret og kommer til at lide af væskemangel. Det sker, fordi MDMA får kropstemperaturen til at stige, og så er det sværere for kroppen at komme af med varmen. Der er registreret flere MDMA-relaterede dødsfald pga. dehydrering.

Alkohol er et vanddrivende rusmiddel, og derfor øger det risikoen for væskemangel, når man blander det med MDMA. Det kan medføre kramper, besvimelse og i værste tilfælde døden.

Alkohol og piller

Blander du alkohol og piller (benzodiazepiner), kan det være meget farligt. Alkohol og benzodiazepiner kan nemlig føre til forgiftning, problemer med at trække vejret eller stoppe hjertet. Det skyldes, at alkohol og benzodiazepiner forstærker hinandens sløvende virkninger, og derfor kan man opleve kvælning eller nedsat blodtryk, som kan være livstruende.

Alkohol og opioider

Blander du alkohol med opioider som heroin eller piller (morfin, oxycodon), kan det være livsfarligt. De fleste opioider virker sløvende på centralnervesystemet, og derfor forstærkes effekten af alkohol. Det kan medføre vejrtrækningsproblemer, og i værste tilfælde stoppe hjertet.

Ofte stillede spørgsmål om alkohol og stoffer:

Er alkohol eller stoffer værst?

Alkohol er faktisk mere skadeligt end både heroin og kokain, selvom mange fejlagtigt tror, at euforiserende stoffer generelt er farligere. Dog medfører alle rusmidler en risiko for alvorlige følgeskader og dødsfald.

Alkohol er det mest anvendte rusmiddel i Danmark, og det kan have alvorlige konsekvenser for ens helbred. Særligt hvis man har tidlig alkoholdebut eller et hyppigt forbrug af rusmidlet, er der risiko for at udvikle afhængighed og dermed alvorlige sygdomme og skader på organer.

Overordnet set påvirker alkohol flere organer og funktioner i kroppen, og fordi det er så hyppig en del af danskernes hverdag, er der også en højere risiko for at udvikle afhængighed og følgeskader grundet den vedvarende forgiftning.

Hvor meget må man drikke?

Sundhedsstyrelsen fraråder helt, at børn og unge under 18 år drikker alkohol.

Derudover anbefales det, at voksne over 18 år følger 10-4-pejlemærket. Det betyder, at de højst må drikke 10 genstande alkohol om ugen, og at de fordeler indtagelsen over flere dage, så man højst indtager 4 genstande på én dag.

Det baserer sig på, at intet alkoholforbrug er helt risikofrit for helbredet. Men ved at følge disse anbefalinger, kan man minimere sin risiko for at udvikle sygdomme og skader på organerne.

Tidligere fandtes der forskellige anbefalinger for mænd og kvinder, men det gør sig ikke længere gældende, og både mænd og kvinder bør derfor ikke indtage mere end 10 genstande om ugen.

Er alkohol stoffer?

Alkohol er ikke et stof, men det påvirker kroppen på lignende måde som euforiserende stoffer. Det vil sige, at alkohol kan give afhængighed og problemer med ens mentale og fysiske helbred.

Alkohol er altså et rusmiddel, på samme vis som f.eks. medicin og nikotin, men det falder ikke i samme kategori som kokain eller heroin.

Du kan læse mere om rusmidler eller stoffer på AlfaK.

Hvad er de farligste stoffer?

Det er svært at sige noget generelt om, hvilke stoffer der er farligst. Det afhænger blandt andet af, hvilken type stof det er, og hvor meget man indtager.

Dog kan der være stoffer, der generelt set er mere farlige end andre. Det kan f.eks. være metamfetamin og heroin, da de har en højere risiko for at give afhængighed og skade ens mentale og fysiske helbred. Derudover er disse stoffer også svære at dosere, hvilket øger risikoen for overdosis og dødsfald.

Alkohol og nikotin er også farlige rusmidler, som kan medføre alvorlige og farlige fysiske eller psykiske følgeskader og sygdomme, såsom afhængighed eller depression.

Må jeg blande stoffer?

Du bør ikke blande euforiserende stoffer med hinanden, fordi det kan være livsfarligt. De fleste stoffer virker på centralnervesystemet, og de kan enten forstærke eller modvirke hinandens effekter, når de blandes, så der er større risiko for bivirkninger eller overdosis.

Derfor bør man altid undgå at blande stoffer, og især ikke blande alkohol med andre rusmidler. Det kan have alvorlige konsekvenser og i værste fald være dødeligt.

Kan man dø af alkohol og stoffer?

Du kan godt dø af dit forbrug af alkohol og stoffer. Det er faktisk et af de hyppigste dødsårsager blandt unge, selvom det ofte ikke er noget, man tænker over.

Dødsfald opstår typisk på grund af overdosis, men det kan også opstå af alvorlige fysiske eller psykiske skader. Lang tids misbrug kan altså have fatale konsekvenser.

Særligt hvis du blander alkohol med euforiserende stoffer, er der en større risiko for at dø af det. Det skyldes, at dit centralnervesystem bliver påvirket, hvilket øger risikoen for bivirkninger og overdosis.

Er cigaretter farlige?

Cigaretter er farligt for dit helbred, og det kan medføre alvorlige sygdomme eller skader på organer.

Cigaretter indeholder bl.a. tobak, tjære og arsenik, der er giftige stoffer, som kan være skadelige for din krop – særligt påvirker det lungerne og hjertet, og du risikerer også at udvikle sygdomme i mund og svælg. Derudover indeholder cigaretter også nikotin, som kan medføre afhængighed, og derfor har mange svært at stoppe med at ryge, når de først er begyndt.

Det er også muligt at få en nikotinforgiftning, som i værste tilfælde kan være livsfarligt, hvis man indtager en stor mængde nikotin på én gang. Dog er risikoen for forgiftning lille, hvis man ryger cigaretter. Man kan tit modvirke forgiftningen, hvis man stopper indtaget, når forgiftningen indtræder.