Projekt om prostitution

Alfa tilbyder i samarbejde med Socialstyrelsen i perioden fra 1. september 2017 til 1. september 2019 ekstra støtte og rådgivning til klienter, som har erfaringer med at sælge seksuelle ydelser. Målgruppen er mennesker, der er involveret i prostitution og ønsker at forbedre deres livssituation samt ønsker et prostitutionsexit.

Hvis du er i misbrugsbehandling hos Alfa København eller Alfa-Fredensborg og sælger seksuelle ydelser for at få adgang til fx stoffer, penge og materielle goder, kan du få disse supplerende tilbud sideløbende med og efter din misbrugsbehandling:

  • Ekstra konsultationer hos en psykolog, terapeut eller behandler
  • Længevarende støtteforløb med en kontaktperson baseret på CTI-metoden
  • Gældsrådgivning
  • Gruppeterapi og netværksaktiviteter
  • Henvisning til relevante hjælpeorganisationer

Årsager til prostitution og konsekvenser

Prostitution er et komplekst fænomen og kan foregå på vidt forskellige niveauer fra sugardating til narkoprostitution. Fælles for mange mennesker, der sælger seksuelle ydelser, er at de oplever alvorlige fysiske, psykiske og sociale skadevirkninger pga. prostitution.

Flere, der sælger seksuelle ydelser, har oplevet omsorgssvigt i barndommen samt seksuelle overgreb. Det kan være nødvendigt at få bearbejdet sådanne traumer gennem terapi og få støtte til at komme ud ad prostitutionsmiljøet for at opnå en bedre livskvalitet.

Hvordan får jeg støtte til prostitutionsophør?

Kontakt din behandler hos Alfa København eller Alfa-Fredensborg, hvis du ønsker at arbejde med følgevirkninger af prostitutionen og modtage støtte til prostitutionsophør.

Har du spørgsmål om projektet, så kontakt gerne projektleder Jeanette Lindén på jl@alfa-fredensborg.dk eller 48 40 40 60.

CTI (Critical Time Intervention)

CTI er en forkortelse af Critical Time Intervention, som er en metode, der har fokus på rehabilitering og har vist sig at være et effektivt redskab i socialt arbejde med fx mennesker i prostitution. CTI tager afsæt i dine egne ønsker og behov og skaber en helhedsorienteret indsats gennem en fast tilknyttet støtteperson. Formålet er at din aktuelle livssituation forbedres og du får hjælp til et evt. prostitutionsexit.

Hvis du vil læse mere om CTI-forløb for borgere med prostitutionserfaring, kan du læse VIVEs rapport om Exit Prostitution.